Vi er stolte af at kunne fortælle, at FBU ForældreLANDSforeningens rådgivning FBU-LINIEN og FBU Brevkassen har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel. Kvalitetsstemplet viser vores brugere og samarbejdspartnere, at de kan være trygge ved, at vi leverer rådgivning af høj faglig og etisk kvalitet. Rådgivningstilbuddene henvender sig først og fremmest til forældre med et barn anbragt uden for hjemmet, og til forældre, som på anden måde er i kontakt med kommunen om en børnesag samt fagpersoner og frivillige, som arbejder med at støtte familier.
For at få kvalitetsstemplet har vi nemlig været igennem en lang og krævende akkrediteringsproces, hvor vi er blevet målt på en række kriterier inden for temaer som faglig tilgang og metode, kompetencer, ledelse, etik og lovgivning.
Akkrediteringen udføres af RådgivningsDanmark, som er brancheforening for de almennyttige organisationer, der tilbyder gratis, social rådgivning. Foreningens vision er, at rådgivning til mennesker i svære livssituationer skal være let tilgængelig og af højeste kvalitet. I Danmark findes der ingen anden regulering eller minimumskrav til disse gratis, sociale rådgivningstilbud, som tusindvis af mennesker kontakter hver dag. Derfor er kvalitetsstemplet det eneste pejlemærke som rådssøgende kan bruge til at sikre sig, at de modtager rådgivning af ordentlig kvalitet.
Selvom vi nu har fået kvalitetsstemplet, stopper arbejdet med at løfte og sikre kvaliteten i vores rådgivning ikke her. Vi holder f.eks. fokus på kvaliteten ved at holde os ajour med nyeste praksis på anbringelsesområdet; ved at deltage i faglig udvikling sammen med andre rådgivningstilbud; og ved løbende at indsamle erfaringer fra forældre igennem FBU’s tilbud. Og om tre år skal vi igen igennem akkrediteringsprocessen.