Kære Brevkasse

Sagsbehandleren vil ikke bevilge psykologhjælp til mig, selvom jeg er så ked af det. Jeg savner min datter, og jeg holder snart ikke til det mere. Det går ud over mit arbejde, fordi jeg sover dårligt om natten.

Jeg har ikke råd til at betale for en psykolog selv. Og hvis jeg mister mit arbejde, ender jeg på gaden. Er der virkelig ikke noget jeg kan gøre?

Med venlig hilsen

En mor med en datter anbragt i familiepleje

 

Kære *En mor med en datter anbragt i familiepleje*

Det er ikke altid så nemt at bede om hjælp. Men det kan du. Du skriver, at du desværre ikke får tilbudt den hjælp, som du oplever, at du har brug for. Du holder snart ikke til mere, skriver du endda. Jeg tænker, at det er godt at du mærker efter og beder om hjælp. Både du og din familie har brug for, at du passer på dig selv.

Hjælp kan være meget forskelligt afhængig af hvad der opleves som problemet. For dig er det dit savn og din natteuro, som påvirker dig så meget, at det smitter af på flere dele af dit liv. Hvis problemet er psykisk, kan et godt sted at starte med at bede om hjælp være hos din læge. Din læge kan have nogle ideer om, hvad der kan hjælpe dig, og kender din sygehistorie.

Det kan også være en god ide, som jeg får indtryk af du har gjort, at tale med din familiesagsbehandler om, hvordan du har det, med henblik på at få noget hjælp til at sikre, at du har det godt og kan blive ved med at have en god kontakt med dit barn under samværene. Mange forældre har svært ved at håndtere de svære følelser, som er forbundet med anbringelsen. Og mange forældre efterspørger en plan for hjælp til dem selv, ud over den plan (handleplanen) som der bliver lavet for, hvilken hjælp barnet har brug for.

Forældre med et barn anbragt uden for hjemmet har krav på, at kommunen træffer afgørelse om støtteforanstaltninger til forælderen med henblik på hjemgivelse eller til gavn for det anbragte barn. Støtten kan være efter Lov om Social Service eller efter anden lovgivning. Alle forældre med del i forældremyndigheden over et anbragt barn har som minimum krav på, at få hjælp i form af en § 54 støtteperson. En sådan støtteperson er en stor hjælp for mange forældre med børn anbragt uden for hjemmet. En § 54 støtteperson kan dog ikke hjælpe med alt. Hvis du er i tvivl om, hvad en sådan person kan hjælpe med, så vil jeg foreslå dig, at du taler med familiesagsbehandleren om det.

For at få en anden og bredere støtte end en § 54 støtteperson, skal forældre selv ansøge forvaltningen om støtte. Forvaltningen skal så træffe en begrundet afgørelse om afslag eller bevilling af støtte. Afgørelsen skal være skriftlig. Hvis forvaltningen bevilger støtte, skal forvaltningen udarbejde en forældrehandleplan med mål for støtten. Er forælderen ikke enig i forvaltningens afgørelse kan forælderen klage over afgørelsen indenfor en 4-ugers frist fra modtagelsen af afgørelsen. Klagesagen vil da blive sendt til Ankestyrelsen, hvis forvaltningen og forælderen fortsat ikke når til enighed om støtten.

FBU ForældreLANDSforeningen anbefaler, at forældre ansøger skriftligt. På FBU-LINIEN kan forældre få personlig rådgivning om, hvordan de kan søge om støtte under anbringelsen.

Jeg får det indtryk, at det kan være vigtigt for dig og for forholdet til dit barn, at du får noget hjælp. Savn og mangel på søvn slider på en. Både du og dit barn fortjener, at du finder en balance psykisk, selvom det er svært i en situation som din, hvor du savner dit barn.

Jeg ved fra mange andre forældre, som kender til at savne som du gør, at det kan hjælpe at mødes med andre forældre, som kender til savnet, og som har til fælles, at de gerne vil tale om savnet og tanker om anbringelsen. Måske er det også noget for dig? Et fællesskab med andre forældre kan altså også være en hjælp. Det kan FBU tilbyde dig. Hvis du tror, at det er noget for dig at komme i kontakt med andre forældre med børn anbragt uden for hjemmet, så er du velkommen til at ringe til FBU-Linien på tlf. 70 27 00 27 for at høre nærmere om det, eller du kan også melde dig ind i FBU via hjemmesiden www.fbu.dk, så vil du få forskellige tilbud om rådgivning, kurser og sociale arrangementer for forældre med børn anbragt uden for hjemmet. Du behøver dog ikke at være medlem af FBU, hvis du gerne vil tale med en anden forælder, men nogle af arrangementerne er kun for medlemmer.

Mange tanker fra

Brevkassen

Kære Brevkasse,

Vores barnebarn på godt et år er blevet anbragt i en plejefamilie for et par måneder siden. Vores datter, som er 26 år, havde desværre genoptaget sit misbrug af hash. Selv om hun prøvede at holde sig fra det, lykkedes det ikke helt. Derfor har hun i 3 – 4 måneder for det meste opholdt sig hos os med sin lille pige, sådan at vi kunne passe hende, når hendes mor ”faldt i”.

Kommunen besluttede, at vores barnebarn skulle anbringes, fordi det ikke så ud til, at vores datter umiddelbart kunne stoppe med sit misbrug og derfor heller ikke kunne tage sig godt nok af sin datter.

Vores datter har sagt ja til anbringelsen, samtidig med at hun har sagt ja til at gå i behandling for sit misbrug, så hun snart kan få sin datter hjem igen. Men kommunen har endnu ikke fundet et behandlingstilbud til hende.

Vi har ikke set vores barnebarn, siden hun kom i plejefamilien. Vores datter har samvær med hende to timer om ugen. Vi har spurgt kommunen om vores mulighed for at besøge barnebarnet, men kommunen siger, at hun skal have tid til at vænne sig til at bo i plejefamilien, før hun skal se os. Det kan vi slet ikke forstå, for hun boede jo sammen med os, indtil hun blev anbragt, så jeg er sikker på, at hun savner os, ligesom vi savner hende. Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke har mulighed for at besøge vores barnebarn?

Venlig hilsen

En mormor

 

 Kære ”en mormor”

Tak for dit spørgsmål til FBU´s brevkasse. Mange bedsteforældre med anbragte børn stiller det samme spørgsmål, for det er så uforståeligt, når man ikke får mulighed for at se hinanden stadigvæk. Gennem FBU-LINIEN får FBU det indtryk, at flere kommuner ikke helt er opmærksomme på den forpligtelse, de har til at tage stilling til anbragte børns mulighed for samvær med familie og netværk. De har ikke kun pligt til at tage stilling til samvær med barnets forældre.

Det, som du fortæller i din mail, giver mig samtidig anledning til i slutningen af dette svar at kommentere på det manglende behandlingstilbud til jeres datter og på, om det var i spil, om jeres barnebarn kunne bo hos jer, mens jeres datter er i behandling.

Først vil jeg omtale de vigtigste af de bestemmelser i serviceloven, som jeres spørgsmål falder ind under.

Lovgivningen

Servicelovens § 71 siger, at et anbragt barn har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under en anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal (som hovedregel) sørge for, at forbindelsen mellem barnet og forældrene samt netværket holdes ved lige. Men samtidig skal samværet være det, man kalder ”til barnets bedste”. Hvis kommunen vurderer, at et barns samvær med f.eks. sine bedsteforældre ikke er ”til barnets bedste”, kan det betyde, at der bliver truffet beslutning om begrænsninger i samvær, evt. ligefrem afbrydelse af samvær for en bestemt periode.

Når kommunen skal tage stilling til samvær, skal den – ud over at lægge vægt på den aktuelle situation – samtidig lægge vægt på, at barnet også på længere sigt skal have mulighed for at skabe og bevare nære relationer til sine forældre, familie og netværk.

Servicelovens § 46 fortæller generelt om formålet med den indsats, som kommunen sætter i værk overfor børn. Den siger bl.a., at indsatsen (i jeres situation: anbringelsen) skal sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder et barn nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer. Det kan f.eks. være søskende og bedsteforældre, der også i tiden inden anbringelsen har spillet en stor rolle i et barns liv.

Sagt med andre ord, fra Socialministeriets vejledning på området om særlig støtte, er det betydningsfuldt, at barnet så vidt muligt bevarer et stabilt netværk under en anbringelse, og at barnet kan bevare eller skabe nære relationer, som i sig selv kan være med til at støtte barnet eller den unge, også efter en anbringelse er ophørt.

Og så til svaret

Når et barn bliver anbragt, har barnet ret til samvær og kontakt med forældre, familie og netværk, og kommunen har pligt til at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige.

Det betyder, at kommunen direkte skal vurdere og træffe beslutning om barnets mulighed for kontakt og samvær med jer som hendes bedsteforældre – ligesom den skal i forhold til barnets forældre. Kommunen skal spørge et barn om dets ønsker, men jeres barnebarn er jo for lille til selv at give udtryk for, hvad hun gerne vil.

Da hun sammen med sin mor har boet hos jer i nogle måneder op til anbringelsen, vil den faglige vurdering ofte være, at hun vil have behov for (at det vil være ”til barnets bedste”) at bevare kontakten med jer som de betydningsfulde omsorgspersoner, I har været.

Det er samtidig rigtigt, som kommunen siger, at jeres barnebarn skal have mulighed for at vænne sig til at være i plejefamilien, men det vil hun også kunne, selv om hun ser jer ind imellem.

Det er selvfølgelig først og fremmest hendes mor, hun skal have kontakt med – og måske har hun også en far, hun skal se. Så I må forvente, at en kontakt med jer i givet fald vil være begrænset, fordi hun lige nu allermest skal ”falde til” i plejefamilien.

Hvis kommunen vurderer, at samværet – også med barnets netværk – skal være mindre end en gang om måneden, betragtes det som en så indgribende beslutning, at kommunen ikke selv kan træffe beslutningen, men skal forelægge spørgsmålet for kommunens børn og unge-udvalg og få en afgørelse der.

Jeres barnebarn har ikke haft kontakt med jer et par måneder nu. Ud fra det, du skriver, har jeg ikke indtryk af, at kommunen har truffet en direkte beslutning om hendes mulighed for samvær med jer eller at børn og unge-udvalget har behandlet jeres anmodning om samvær. Det virker ikke som om, at kommunen er helt opmærksom på, hvordan reglerne er på området.

Spørgsmålet om et barns ret til kontakt med sit netværk under en anbringelse har været behandlet både af Ombudsmanden og af Ankestyrelsen. Det er muligt at læse nærmere om Ankestyrelsens afgørelse på deres hjemmeside. Det er en såkaldt principafgørelse, som har nummer: 124-13.

Jeg kunne foreslå dig, at du sammen med jeres datter, hvis hun også ønsker at I får samvær – igen snakker med kommunen om jeres mulighed for samvær og henviser til denne oplysning om Ankestyrelsens principafgørelse. Da jeres datter er det, man kalder ”part i sagen”, vil det være bedst, at det er hende som beder om, at I som bedsteforældre får samvær. Kommunen skal træffe en direkte beslutning om jeres mulighed for samvær. Om jeres barnebarn kan få samvær med jer eller ikke på nuværende tidspunkt. En beslutning, som skal træffes overfor hendes mor, og som hendes mor kan klage over.

Jeg nævnte, at jeg ganske kort ville vende tilbage til 2 andre emner: det manglende behandlingstilbud til jeres datter og jeres evt. mulighed for at have jeres barnebarn i pleje under jeres datters behandling.

Behandlingsgaranti ved behandling for misbrug

Du nævner, at der er gået et par måneder og kommunen har endnu ikke fundet et behandlingstilbud til din datter. Nu ved jeg jo ikke de nærmere omstændigheder og om der er særlige ønsker, men som udgangspunktet fastsætter lovgivningen en tidsfrist for iværksættelse af behandling.

Ifølge servicelovens § 101 er der behandlingsgaranti på behandling, hvilket betyder, at der skal tilbydes behandling i form af enten ambulant, dag- eller døgnbehandling til en borger med et alkohol- eller stofmisbrug senest 14 dage efter anmodningen.

Slægts- eller netværkspleje

Det kan være, det slet ikke var aktuelt for jer eller jeres datter at overveje, om den lille pige kunne bo hos jer under jeres datters behandling. Når jeg nævner, om det har været i spil fra kommunens side, er det fordi kommunen har pligt til at overveje, om barnets behov for støtte vil kunne afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø, som I som bedsteforældre er en del af. I formuleringen »det nære miljø« ligger, at kommunen både skal forsøge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet og også overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne. Også her skal kommunen træffe en beslutning, der er til ”barnets bedste.”

Du er meget velkommen til at rette henvendelse til brevkassen igen med evt. yderligere eller andre spørgsmål.

Mange hilsener

Brevkassen

 

Kære brevkasse

Vi er kommet i den situation, at kommunen mener, at vores barn skal anbringes. Vi har en lille dreng på 3 år, som er en rigtig krudtugle. Børnehaven siger, at de ikke kan styre ham og det alvorligste er, at han er meget voldsom overfor de andre børn. Det kan vi slet ikke genkende. Når vi er sammen med venner og familie, som også har børn, går det fint, syntes vi.

Vi har mange spørgsmål i denne forbindelse. Men allerførst vil vi gerne vide noget om, hvad forskellen er på en frivillig og tvangsmæssig anbringelse.

Vi hører fra andre, at vi har meget at skulle have sagt, og at vi får mere samvær, hvis vi siger ja til en anbringelse end hvis kommunen fjerner vores dreng ved tvang. Så det er vi blevet rigtig bange for.

Hilsen – Et forældrepar 

 

Kære Forældrepar

Tak for jeres henvendelse til FBU´s brevkasse.

Vi har talt sammen i telefonen om alle de mange spørgsmål, som er i spil, når en kommune mener, et barn skal anbringes.

Det vil næsten kræve et helt FBU – NYT at skrive om det i brevkassen. Derfor har vi aftalt, at jeg svarer skriftligt på jeres spørgsmål om, hvad forskellen på en frivillig og en tvangsmæssig undersøgelse er.

Anbringelse udenfor hjemmet er en meget indgribende foranstaltning, og lovgivningen beskriver grundigt forældre og børns rettigheder ligesom den stiller tydelige krav til kommunens sagsbehandling og inddragelse af forældre, børn og unge.

Den principielle og juridiske forskel på en anbringelse med og uden samtykke

Ved en aftalt anbringelse er forældrene med til at bestemme, at barnet skal være anbragt udenfor hjemmet. De giver deres samtykke hertil.

Ved en tvangsanbringelse bestemmer børn og unge – udvalget, at barnet skal være anbragt, uanset forældrenes samtykke.

I forbindelse med møder i børn og unge-udvalget har forældrene ret til gratis advokatbistand.

Forældre skal have et tydeligt grundlag at beslutte ud fra

Forud for anbringelsen skal kommunen udarbejde en handleplan for barnets anbringelse i samarbejde med forældrene og barnet.

Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse (§50- undersøgelse) af barnet eller den unges forhold.

Hvad nu hvis vi ikke kan genkende vores situation i § 50 undersøgelsen og handleplanen?

Hvis forældre er i tvivl, om de skal give deres samtykke og i tvivl om, hvorvidt der vil være grundlag for en tvangsmæssig anbringelse, har de gennem et nej til samtykke mulighed for at få prøvet kommunens faglige vurdering og skøn. Det sker ved, at indstillingen om tvangsmæssig anbringelse forelægges børn og unge – udvalget til afgørelse. Og forældrene får ret til gratis advokatbistand i forbindelse med sagens behandling.

Kort opsummering

Kommunens arbejde i forbindelse med anbringelsen og forældres rettigheder og muligheder for inddragelse og medvirken samt samvær og kontakt er principielt de samme, uanset om anbringelsen finder sted med eller uden samtykke. Forskellen mellem frivillig anbringelse og tvangsmæssig anbringelse viser sig ved, at sagen skal op i børn og unge – udvalget, og at der tilbydes advokat.

Når forældre sammenligner sig med andre, kan der være forskelle i deres muligheder for medvirken og inddragelse og for samvær og kontakt med barnet. De forskelle kan være begrundet i formålet med anbringelsen og i barnets eller forældrenes forhold og ikke i, om der er tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse.

(Fra FBU-NYT 2015)

Om FBU

FBU ForældreLANDSforeningen er en landsdækkende forældreforening. FBU består af selve landsforeningen samt 5 regionale lokale foreninger.

FBU - LINIEN 70 27 00 27

FBU – LINIEN er en åben, anonym rådgivning for familier, der er i kontakt med de kommunale sociale myndigheder.

Charlottenlund Stationsplads 2
2920 Charlottenlund

Mandag: 10-13  og  16-20
Tirsdag: 10-13
Torsdag: 10-13 og 16-20

Copyright © 2020 – FBU ForældreLANDSforeningen

Copyright © 2020 by AxiomThemes.
All rights reserved.